Det auditive vacuum
Nogle mennesker synes måske, at jeg burde være dybt taknemmelig, fordi jeg har fået sådan en dyr operation - nemlig en cochlear implantation.
Sagen er den, at jeg ikke altid bærer den medhørende processor, som kobler mig til det omgivende auditive univers.
Der kan gå dage, hvor jeg elsker det auditive vacuum i mit hoved. Mine tanker får lov til at strække sig vidt fordi, jeg får så nemt ved at høre mine egne tanker. Og de får frit spil, når lydene ikke fylder i hele hovedet.
I andre perioder kan jeg ikke udstå stilheden og tager sultent min processor på igen. Det indtil min hjerne atter melder ‘overload’.
Egentlig kan mine lydløse perioder føre til lidt akavede situationer. Hvad gør man hvis man møder genboen? Eller børnenes klassekammeraters mødre?
Forleden mødte jeg en af mødrene i supermarkedet, men jeg fangede vist 90% af samtalen ved mundaflæsning alene. Men hvad nu hvis jeg ikke kunne? Det er sådan lidt akavet at forklare at processoren hygger sig derhjemme i skuffen, så jeg er ikke lige så let at snakke til som det plejer at være…
