Livets trivialiteter i en by i provinsen
Vi kan allesammen løbe ind i vanskeligheder når vi skal læse sammensatte ord. Til tider til den store morskab, f.eks. Da min ældste datter så et skilt og læste ordet højt:
Skide-pot hvad er det, Far?
Og vi kunne føre en højt kultiveret samtale om østrigernes toiletvaner.
I Zell am See holder de stadig jul - måske helt til påske? Inde på restauranten hænger der juleengle over bordene.
Foto: Bigfoto.com
Forestil dig det her… en olding, der hiver luppen frem for at kunne tyde varedeklarationen på kyllingen i Brugsens frysedisk.
Well, det lyder helt normalt, ikk’? Det har vi måske set før. Men hvad nu hvis jeg siger, hun ikke er en olding, men en kvinde i sin bedste alder? Altså 45 år gammel?
Hører jeg ramaskrig? Skraldlatter? Stønnen og sukken?
Tjah… vi snakker faktisk om en af mine veninder, der har udviklet en mærkværdig tilbøjelighed: Nemlig at hive en lup frem når hun støder på visuelle udfordringer.
Og luppen havde hun fået af sin svigemor!
Kære veninde, vi skal nok sørge for at få dig bugseret til optikeren. Der er ingen skam i at gå med briller.
Tidsmaskinen er ikke opfundet, siger man. Well… ingenlunde har jeg haft den fornøjelse at bladre i Dalle Valles varekataloger fra fordums tid.
Det Kongelige Bibliotek har nemlig lagt alle katalogerne ud på deres hjemmeside!
Gå ind og se alle de undertøjsmodeller, drengene i din klasse savlede over. Eller de gyselige kjoler, din mor insisterede på, at du skulle gå i.
Snefnuggene daler stille og roligt ned på det snedækkede landskab. Julemanden kører målbevidst afsted i sin kane, da han bliver passeret af en af Tuborgs ølbiler ladet med snebajere.
Og ja, julemanden må resolut vende om og følge efter ølbilen. Det kan jeg kun unde ham. Selv har jeg svært ved at lade være med at gøre det samme. Egentlig kan jeg ikke lide øl, men synet af en snebajer fylder mig med nostalgi.
J-dag var nærmest en af årets højtider i mine yngre dage. Og gennem de yngre år har jeg haft så meget sjov med alt det nye snebajerlir, der kom frem hvert år i sneshoppen når snebajerne kom på gaden igen.
Et år kunne man i Irma købe snebajer på store plastikflasker (som dem til sodavand). Der var sat en eller anden dims på, så øllet ikke løb frit. Snebryggen skulle presses ud. Til gengæld afspillede dimsen i flasken melodien fra snebajerreklamerne. Det kunne jeg bare ikke stå for. Det kørte mig helt op i gear.
Nu er jeg blevet voksen og/eller lidt kedelig. Nu kan jeg ikke finde ud af at more mig med den slags barnligheder. Men nyde minderne som et sentimentalt fruentimmer, det kan jeg altså godt.
Copyright © 2010 Fruentimmeret All rights reserved. Theme by Laptop Geek.